IRC

IRC eller Internet Relay Chat er en bestemt måde hvorpå folk kan skrive sammen over internettet.

Princip

IRC fungerer ved at hver person, der ønsker at chatte, anskaffer sig en såkaldt IRC-klient. Det er et program, der sætter den pågældende maskine i stand til at kommunikere med en IRC-server.

Der findes forskellige klienter. Nogle er nogle man henter ned og installerer som programmer på sin computer. Et par forslag til sådanne klienter kan ses på ScoutLinks liste over forslag til IRC-klienter. Andre, som f.eks. Scoutlink WebChat kører direkte i din browser, og skal således ikke installeres for at virke.

Brugeren starter herefter IRC-klienten og forbinder til en server. Serveren videresender så de beskeder klienterne sender til den til andre opkoblede klienter efter nogle særlige regler, som vi kommer tilbage til.

Indstillinger

Som et minimum forventer klienten, at brugeren tager stilling til nogle ting. Som minimum forventes brugeren at tage stilling til hvilket Navn (nick) brugeren ønsker at kalde sig på chatten. Under JOTI-weekenden forventer vi, at spejderne skriver "Aros-" foran deres navn, så det er nemt at se hvor de kommer fra.

Kanaler

IRC fungerer ved at brugere kan udveksle beskeder. Det er ofte besværligt hvis man ikke ved hvem man vil skrive til, eller om de er online på det tidspunkt man selv er på. Derfor anvender man ofte en såkaldt kanal, der bedst betegnes som en slags chatrum.

I en kanal er der typisk flere brugere på, og alle brugere kan se hvad alle skriver. På ScoutLink, som er det JOTI bruger, er der kun et begrænset antal kanaler. De kan typisk ses på Scoutlinks liste over kanaler.

Er man inde i en kanal, vil der typisk et sted i brugerfladen være en liste med navne på hvem der p.t. er til stede i kanalen.

Under JOTI vil der typisk være mange som gerne vil være på f.eks. #scandinavia. Det er derfor ofte tilfældet, at man som nytilkommen vil blive omdirigeret til en anden kanal (f.eks. #scandinavia05) for at holde antallet af folk i de enkelte kanaler på et niveau, hvor der er en chance for at kunne følge med i samtalen.

Typiske kommandoer

Kommando Virkning
/join <kanalnavn> Gå ind i kanalen med navn kanalnavn
/part <kanalnavn> Forlad kanalen med navn kanalnavn
/msg <brugernavn> Send besked direkte til brugernavn.

Beskeden vil typisk havne i et nyt vindue/faneblad hos både dig og modtageren. I har herefter en privat samtale i dette vindue/faneblad.

Når der står et udtryk med <> betyder det, at man skal sætte noget ind i stedet for det der står i <>. Står der f.eks. /join <kanalnavn>, kan man f.eks. skrive /join #scandinavia.